1956 dec.; Lidt posthistorie
Den 31. december 1956 er det 55 år, siden diligencen mellem Jyderup og Ruds Vedby kørte sin sidste tur. Herefter åbnede Høng-Tølløse banen og overtog dermed postbesørgelsen på strækningen. Mange af de ældre husker endnu, da den gule diligence med den rødfrakkede kusk på bukken passerede strækningen mellem Jyderup og Ruds Vedby med ophold ved det mellemliggende brevsamlingssted i Bro Mølle Kro1 1958 jan.; I gamle dage var det snevejr! Nu er det kun "småting", siger fhv. postpakmester Niels Jensen, der mindes bjerge af sne. Når der i disse dage tales om snevejr, syntes den ældre generation, at den "smule", det fyger i disse vintre, faktisk ikke er noget at tale om. Nej, i gamle dage var der snevejr, så det kunne batte, og bl.a. mindes fhv. postpakmester Niels Jensen, Jyderup, de bjerge af sne, han og hans heste måtte igennem i de vintre, da han var diligencekusk på strækningen Jyderup-Nykøbing og retur. Det hændte, der gik døgn, før togene kunne føres igennem, og når diligencen derefter belæsset stred sig af sted, kunne det ske, at himmel og jord stod i et. Engang ved bassebjerg prøvede man at tage Vejretning efter toppene af træerne men syntes, de stod i spredt orden, og det viste sig at være en privat have! Mandskab og heste fik husly hos daværende gårdejer Peter Petersen, Stokkebjerg, og da man næste dag måtte vende om og tage tilbage til Jyderup, havde man været 16 timer om at køre en fjerdingvej! Det blev en stor begivenhed for postbudene, da posthuset blev flyttet fra Jernbanestationen til egen bygning, men når datidens snefygning satte ind, så sendte vi en længselsfuld tanke til de vintre, da toget så at sige holdt for døren til postlokalet. Efter flytningen kunne det ske, at snestormen gjorde det til et næsten umuligt arbejde blot at lodse postvognene tværs over gaden. Driverne nåede os over hovedet, og vi måtte have assistance fra de tjenstgørende portører. Mange kan fortælle lignede beretninger, men man behøver ikke at gå helt tilbage til "gamle dage" for at have oplevet fantastiske snemængder. Rutebilejer Kr. Nielsen Jyderup, mindes 1929, den seneste "rigtige" snevinter. Da lå sneen så højt ved "Ballebjerg", at kun toppen af de store piletræer var synlige. Transporten til Ballebjerg Mejeri måtte foregå tværs over marker og gærder, simpelthen fordi man ikke kunne komme ad vejene. Det tog et anseligt snekastningsmandskab 21 dage at gøre vejen fri!2 |
1959 marts; Den sidste postdiligence (Det fhv. postpakmester Niels Jensen som sidder på vognen)
Sjælland sidste diligencekusk, fhv. postpakmester Niels Jensen, fortæller. Den 1. april 1909 indstilledes den sidste Sjællandske diligence, der kørte mellem Jyderup og Nykøbing, og onsdag den 1. april 1959 er således 50 år, siden posthornet gjaldede for sidste gang ved ankomsten til de to byer Jyderup og Nykøbing. Postholderiet var overdraget til daværende politiassistent Andersen, der som nærmeste nabo havde den nu nedbrændte Fårevejle Kro, og boede således midtvejs mellem Nykøbing og Jyderup. Til postholderiet var knyttet fire kuske |
og der stod en halv snes heste opstaldet til besørgelse af den 43 kilometer lange vej. Endvidere var der 3 postkonduktører, ansat af postvæsenet, der skiftevis fulgte vognene.
Kørslen blev altid foretaget i tiden mellem 12 midnat og 6 morgen, og inden for dette tidsrum var alle mand og heste på farten. Diligencen som vækkeur i seks år var undertegnede kusk på ruten, og da der ikke dengang var noget med en ugentlig fridag (ligesom ferie for almindelige mennesker heller ikke var opfundet), så blev det til en kørsel på 2000 nætter i træk uden afbrydelse! En dag, da jeg stod ude på gårdspladsen ved hotel Skarridsø i Jyderup, kom matrialkusken fra den store herregård "Egemarke", som ligger lige op til vejen, hvor diligencen passerede, og sagde til mig: "Den ene røgter kom for sent i morges, og da han blev foreholdt det af fodermesteren, sagde han at det var din skyld", "Min skyld?" spurgte jeg, "hvad er det for snak, det har jeg vel ikke noget at gøre med", "Nå, mej, vel ikke direkte, men alligevel", sagde manden, og så kom forklaringen: Lige bag grøften op til vejen, som diligencen passerede, boede røgteren og hans kone, og de havde fundet ud af, at diligencen kørte forbi huset ved 4 tiden, så var det tiden, at røgteren skulle op. Kone havde vænnet sig til at vågne ved hestenes taktfaste trav og den tunge vogns rumlen. Så gav hun sin mand et puf og kundgjorde, at nu var det tid at stå op, for nu kørte diligencen!. De skæbnesvanger morgen var der imidlertid faldet et lag sne, hvad der dæmpede lyden fra vognen, som derfor var passeret uden at konen havde hørt det, og de havde sovet over sig! jeg sendte derefter den besked med til røgterens kone, at så længe der lå sne, skulle jeg nok i farten give et stød i hornet! Næste morgen, da jeg holdt ved Snertinge Posthus, spurgte konduktøren mig, om der havde været nogen forhindringer under turen, eftersom jeg sådan ved nattetid gav mig til at blæse i hornet ude ved åben mark? Jeg måtte forklare ham, at det var for at vække røgterens kone! Konduktøren lo og sagde: "Nå, ja, vi skal vel ellers ikke agere vægter for folk, men lad gå da"! En tidlig sommermorgen, efter at vi havde passeret "Egemarke", så jeg forude nogle militærpersoner, der var ude for at kortlægge vejen, og som fremskudte vagtposter stod et par menige soldater og spærrede vejen for os. Jeg blev noget forundret over slig optræden. Var det måske ikke selve landsfaderen Kristian den 4. der i sin tid lod postkusken udstyre med rød frakker og blå benklæder, kongelig farver, som det ville være en hel majestætsfornærmelse at krænke. Postkonduktøren råbet da også til de høje militære, at de ikke måtte standse postvognen, og de svarede: "Nå, så lad den køre da"! Det lød som en hel nådesag, at vi fik lov at passere. Landevejskroer som brevsamlingssteder De gamle landevejskroer, som lå langs de slagne landevej, nogenlunde med en mils mellemrum, var i mange tilfælde også brevsamlingssteder, hvorfra landpostbudene udgik, og var således også station for diligencen. Den første, der lod sin røst høre, når diligencen ankom, var kroens store hund. Ikke fordi den var arrig, men vel mere for at melde gårdskarlen, at nu kom der gæster, og her passede posthornets sang: "Vor gamle Karo holdt en støj, da vognen holdt for døren, min kuffert og mit rejsetøj blev båret ind af Søren, en postillon i frakken rød på bukken sad, han var så sød, han blæste, han blæste: Tratera, tratera, tratera, tratera"! For de gamle afsides beliggende købstæder har diligencens ankomst været en af hverdagens begivenheder, og dette blev sandelig højtidelig meldt: "Når posthornets toner klang gennem gaden, det meldte, at posten var kommet til staden" Der er sket store fremskridt på det trafikale område, lige fra dampkraften kom. Selv jernbanen er kommet ud for hård konkurrence med bilerne, og er der travle statsmænd, som skal hurtigt frem, så kommer selv en lynexpres til kort, så er der flyvemaskinerne, der tages i brug, og luftlinjen skyder genvej over land og hav for at komme først til målet. Men selv om ingen ønsker det gamle dages befordringsmidler, kan man dog nok, under den forcerende fart, der er tidens kendetegn, i stille stunder sende en vemodig tanke tilbage til "de gode gamle dage"3 1959 april; En mærkedag for Jyderup postvæsen Ved pens. postpakmester Niels Jensen Søndag den 26. april 1959 er en mærkedag for Jyderup Postvæsen, og for øvrigt også for såvel byen som opland: det er da 40 år, siden det nuværende posthus for første gang åbnede sine døre Da jernbane Roskilde-Kalundborg åbnedes ved nytårstid i 1875, fik postvæsenet i Jyderup anvist lokaler i den vestlige del af stationsbygningen, og over lokalerne fik postmesteren sin tjenestebolig. Det kan just ikke siges, at kontoret var moderne indrettet - efter nutidens begreber. Da undertegnede begyndte som postbud, så der således ude, en hængelampe der nok stammede fra kontorets første dage, han ned fra loftet midt i lokalet, og desuden var der et par stålamper. Ekspeditionen foregik ude fra entreen, gennem en skyderude, noget lignende, som forekommer ved billetsalget på jernbanestationerne. Større pakker kunne ikke passere gennem rude, og publikum henvistes til at gå ind gennem budstuen med pakkerne. Jernstumpena stod ude i gården til afbenyttelse af vandforsyningen, og WC. med tremmedør var anbragt omme i den mest afsides krog i udhuset! Der var ingen telefon på kontoret, den blev først indlagt i 1907. Det kan just ikke siges, at denne "indregning" fik nogen særlig god modtagelse, nu havde man i alle årene haft det så roligt, og så blev man belemret med sådan en fredsforstyrrer, sagde man! Men blev telefonen ikke modtaget med begejstring, så var det anderledes, da det elektriske lys afløste de gamle petroleumslamper. Posthuset fik indlagt elektrisk lys nogen tid før jernbanen kom, og vi postfolk var mere end villige til at demonstrere det elektriske for vore mindre heldige medansatte i den modsatte ende af stationsbygningen. Når jernbanefolkene kravlede op af trappestigen for at tænde den lange række petroleumslamper, der hang og dinglede under perronens halvtag, hvor lampeglassene ofte knækkede eller vægen osede, ja, så var det med en vis stolthed, vi mere fremskredne postfolk lindede døren ind til postlokalerne for ved et tryk på en knap - i et nu tændte det strålende lys over hele lokalet. Den 26. april 1919 (altså på søndag for 40 år siden) var en stor dag for alle de postfolk, der gjorde tjeneste i Jyderup. Den dag tog de det nye posthus i besiddelse og flyttede ind i de lyse og rummelige lokaler med det moderne inventar. Men postbuddet, der dengang gjorde tjeneste her, altså undertegnede, opdagede hurtigt, at "Nissen" fra det gamle posthus fulgte med. I vinternætterne, når der forekom store forsinkelser, kunne postbuddet i det gamle posthus ganske roligt sidde inde i det varme kontor indtil toget kørte ind på perronen, og postvognen så at sige holdt lige ude for døren. Nu da posthuset ligger på den anden side af gaden, må postbuddet være mere vagtsom ved tog forsinkelser4 |